MODER SVEA

Hun fandt sig et sted, hvor hun kunne være i fred,
der sad hun nu og spillede, hjertes klagesang,
fiolens vemodige toner, - sorgens melodi,
som satte spor i træets kroner, på mark og sti.
Over hele landet kunne det høres.
Men nu hører vi ikke tonerne længere,
kun høres en kvindes gråd, - hjertets melodi.
Der viste sig en menneske-lignende fugl,
som fløjtede en glad melodi,
for at opmuntre denne sorgens kvinde.
Nu er det din tur, sagde fuglen, og fløjtede glad.
Hvad er det, der var sket, med denne kvinde,
som da hun var barn, var livets glæde selv,
nu er hun sorgens kvinde, hvis råb kan høres i himmelen.
Se du glade fugl, se dette land, med søer som er døde,
træer som er syge, mange fuglearter har ingen hjem.
Dyrene kan ikke finde deres bo,
mange af mit folk går sultne i seng,
i dette land som jeg har gjort rig.
Mit folk har mistet sin tro,
og er døve og blinde, for hvad der sker.
Fuglens sang. Nu skal du ikke græde mere, kære kvinde,
livet skal blive skønt at leve.
For nu er tiden inde, menneskene sin tro tilbage skal få,
skoven skal atter blive grøn, og søerne nyt liv skal få,
og markerne frodige skal stå.
Der bliver hjem for store som små, for fattig som rig.
Så lyt til min glade melodi, og græd ikke mere.
Moder Svea.


Tilbage