OG BLOMSTERNE LUKKEDE SIG

De elskede hinanden, alt var smukt, det duftede dejligt,
på veje og stier, på vores lille planet.
deres kærlighed var så fin, at der blev talt og
skrevet om. Budskabet nåede helt til himmelen.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skete
eller hvad der var årsag,
de talte ikke længere, de skreg frygtelige ord
mod hinanden, her hvor kærligheden havde boet
var det nu et rungende had.
de vendte hinanden ryggen, de talte ikke mere,
blomsterne på vores lille planet lukkede sig,
og træerne tabte sine grene.
al duft forsvandt. - Hun følte sig så alene.
Hvad var det der skete,
hvorfor skreg de så grimme ord, de skreg så
taget flyttede sig på huset hvor kærligheden
havde boet. - Deres dystre tanker bredte sig,
mørke skyer i horisonten, himmelen skulle svare
på deres vrede. - Et rasende uvejr for over planeten,
huset blev blæst bort, floder svømmede over.
Da så han, - hun var som ham, de var bange,
de krøb ind til hinanden, for at finde trøst,
de lovede i Guds navn, at tale, og aldrig skrige mere.
Nu kom kærligheden tilbage til de unge.
På himmelen viste sig en regnbue,
og solen kom frem bag sky.
De så en blomst som åbnede sig,
de så at træerne fik nye grene.
Nu følte hun sig ikke mere alene,
og han følte at det var dejligt at være til.
Og livet gik videre, på planeten,
i dette fantastiske skuespil.


Tilbage