DERFOR TAGER DU ALTID MIG MED

Når skyggerne har lagt sig,
og solen kaster sit grå-gule skær over jorden,
sidder vi og drikker kaffe et vidunderligt sted i Norden.
Du tager mig med på en vandring til fantasiens land.
Nu beretter du i ord om et vidunderligt sted, hvor vi kan vandre i fred.
Du er bange for at gå alene, derfor tager du altid mig med,
men en dag må du gå alene, men det vil du ikke forstå.
Nu når mørket falder over landet, tager du mig med,
gennem et vindue på en fantastisk vandring.
Jeg ved ikke hvilket navn du kaldte dette sted,
her er så smukt, du har ret - her er idyllisk fred.
Jeg stod helt betaget, du tager min hånd og siger,
du skal ikke være bange, jeg kender vejen så vi kan komme tilbage.
Men hvem har lyst til at gå fra en sådan verden,
hvor der hverken er sygdom eller smerte,
Her kunne du male igen min ven og himmelen skal være blå,
men tror du dine venner vil dette forstå,
din fantasi er jo ikke bare et skuespil,
det er din verden, så mal du bare hvis du vil.
Og når din verden ikke bliver stor nok for dig,
så kan du gå en tur med mig,
til vores vindue skal vi gå, der hvor himmelen altid er blå.
Giv mig din hånd, jeg skal føre dig min ven,
til en verden hvor kærligheden lever,
og der vil jeg se dig male, igen og igen.


Tilbage